KURSUS
i
CHANOYU
Læs her om
Søren Bisgaards
Chadō undervisning
i Danmark
Til
LINKS
JAPANSK THE CEREMONI
I DANMARK
Søren M. Chr. Bisgaard - Urasenke Themester
DEN JAPANSKE THE CEREMONIS
LANGE VEJ TIL DANMARK
Af Søren M. Chr. Bisgaard - Urasenke Themester
Der er næppe nogen i verden, som ikke gerne tager en pause i arbejdet for at sætte sig stille og roligt hen og drikke en kop the. Efter en spadseretur i skoven eller langs stranden er intet så vederkvægende som en god kop the. Vi drikker the, når vi gerne vil have det hele lidt på afstand og finde ro i os selv.
Overalt i verden drikkes der the. Det er den mest populære drik efter vand. Og overalt er thedrikningen omgivet af en særegen atmosfære og et vist raffinement, der giver en forfinet nydelse og ro i en tilstand, som vi genkender som værende en, vi føler os bedre tilpas i - en tilstand, hvor vi hviler mere i os selv og bliver åbne for omgivelsernes skønhed, vore medmennesker og naturen.
Thedrikningen har som bekendt sin oprindelse i Kina, hvorfra theen først blev spredt til de omkringliggende lande og siden til resten af verden. Med udbredelsen af thedrikningen fulgte også det kinesiske theservice og de omhyggelige tilberedelsesmåder, en vis æstetik og etikette.
Et besøg på Rosenborg eller Kunstindustrimuseet vil vise, at de her i landet første thekander var små og kopperne hankeløse, ganske som de kinesiske. De kom nemlig derfra. Og som i Kina var der også her den største interesse for grøn the, så grøn som den nu kunne fås, den lange rejse med skib taget i betragtning. For kineserne drak - og drikker den dag i dag - fortrinsvis grøn the. Men kineserne lavede og laver også mange forskellige slags gul, rød, hvid og sort the. At man fortrinsvis drikker sort the i Danmark og Europa i det hele taget, skyldes dels, at det var svært at undgå, at den grønne the blev brun under den lange sørejse - dels at Englænderne begyndte at dyrke the i Indien og på Ceylon i stor stil; en the som indtil for nylig stort set alt sammen var sort og som grundet den kortere transport og lettere opbevaring samt større fortjeneste blev mere markedsført.
Alle theer stammer fra den samme plante, Camellia sinensis, en kameliabusk med smukke hvide enkle blomster. Planten stammer oprindeligt fra bjergområderne omkring Assam og Burma, hvor den bliver meget stor. Der findes mange forskellige kamelia, men det er kun Camellia sinensis, som egner sig til fremstilling af the. Som alle, der har prøvet det, ved, er kamelia en meget vanskelig plante, som er utrolig ømfindtlig med hensyn til temperatur- og lysforhold, jord, gødning og vanding. Kamelia trives ikke på friland i Danmark, men med held og omhu kan denne overordentligt smukke plante dyrkes inden døre. Grundet forholdene er der aldrig blevet dyrket the i Danmark indtil i dag, hvor et forsøg nu er godt i gang i drivhus.
Alt efter jordbundsforhold, klimaforhold og dyrkningsmetode udvikler theplanten sig forskelligt rundt omkring og giver et bladmateriale, som egner sig til videre behandling på forskellig vis. Bladenes udviklingsstadie på plukningstidspunktet og hvilken del eller dele, der benyttes, har ligeledes stor betydning, men det vigtigste for det endelige resultat er, hvorvidt man standser fermenteringen med det samme, hvilket giver en grøn the - standser den på et relativt tidligt stadie, hvilket giver en såkaldt 'oolong the - eller gennemfermenterer bladene fuldstændig, hvilket giver en sort the.
Med fermenteringen sker der en nedbrydning af de mange komplekse molekyler i bladet, smagen og farven forandres, og de sundheds-
fremmende og sindspåvirkende stoffer reduceres. Grøn the er derfor mere intakt end sort the. Den grønneste af alle theer - den japanske pulverthe matcha - har stort set alt i behold, og da selve bladvævet indtages og ikke blot et udtræk, får man det hele, inklusive de ikke-vandopløselige bestanddele, som f.eks. antioxidantet E-vitamin, som ellers smides ud med bladene foruden mange andre gode ting. Catechinerne, der er det vigtigste sundhedsmæssigt, går tabt ved fermentering. Man får således 100% i pulvertheen matcha, ca. 30% i de fineste grønne bladtheer og højst 9% i sorte theer.
I Kina blev the først og fremmest betraget som forebyggende og helsebevarende medicin og blev tilberedt som al anden naturmedicin i det kinesiske apotek. Man lavede f.eks. en slag suppe med flere andre gode ting i, eller også blev theen mere eller mindre knust i en stenmorter og lavet til en vælling med varmt vand. Efterhånden blev man dygtigere og brugte kun udvalgt bladmateriale og bestræbte sig på at lave en fin pulverthe, som skulle sammenrøres med et bambuspiskeris. Denne form for the blev drukket af de taoisitiske filosofer og blev en daglig foreteelse i Zenklostrene, hvor theen ikke blot var et sundhedsbevarende supplement til kosten men hjalp munkene i deres lange meditationer med sin på én gang beroligende og opkvikkende virkning, der styrkede koncentrationsevnen.
Vi ved med sikkerhed, at der blev drukket the i Japan allerede i det 9. århundrede - måske før - men det slog ikke rigtig an. Det var først da en munk ved navn Eisai i slutningen af d. 12. århundrede bragte Zenbuddhismen med sig hjem fra Kina, og med denne alt hvad der hørte sig til - her iblandt drikningen af grøn pulverthe - at the begyndte at blive populært og med tiden blev en yndet drik. Som i Kina blev theen betragtet som en universal forebyggende og helbredende medicin, som sikrede én et sundt og langt liv. Over de næste århundreder fortsatte munkene med at drikke the, som man gjorde det i Kina, men blandt den herskende klasse udviklede det sig efterhånden til store selskabelige begivenheder med thesmagningskonkurrencer og værternes fremvisning af deres kinesiske kunstgenstande og theservice i luksuriøse omgivelser - ledsaget af overdådige måltider, sake, spil og andre udskejelser. Samtidig med denne udvikling begyndte 'godtfolk' også at drikke the ved tempelfestivaller og lignende. Således blev drikningen af pulverthe i Japan lidt efter lidt udbredt i alle samfundslag i løbet af et par hundrede år.
I slutningen af det 15. århundrede, i en periode med megen strid og omvæltning, som kom til at fortsætte helt til begyndelsen af d. 17. århundrede, byggede den daværende shōgun, Ashikaga Yoshimasa, sig et tilflugtssted ved de østlige bjerge lidt uden for det krigshærgede Kyōto: den såkaldte Sølvpavillion, Ginkakuji, som ligger der den dag i dag, og som blev modellen for den senere foretrukne arkitektur, havekunst og alt andet, som vi i dag betragter som typisk japansk stil. Shōgunen brød sig ikke om politik og blodsudgydelser. Han omgav sig i stedet med Zenmunke, æsteter og andre, som kunne bidrage til den verden af skønhed, som han skabte omkring sig. Som alle andre holdt han også af the. Hvor theen tidligere var blevet lavet af tjenere i et tilberedelsesrum og så bragt ind i stuen til gæsterne, flyttede man nu tilberedningen ind i selve stuen; et enkelt indrettet rum på knapt ni kvadratmeter, som var belagt med tykke sivmåtter og sparsomt dekoreret med en billedrulle og en vase med en blomst foruden selve theudstyret. Man brugte først og fremmest kinesisk theservice, men under påvirking af en themester af lav herkomst fra den nye købmandsklasse, som ikke måtte skilte med sin rigdom, begyndte man at forenkle tilberedningen og også at bruge ting lavet til formålet i Japan.
Over de næste hundrede år udviklede der sig en helt ny stil: En blanding af det forfinede kinesiske og noget rustikt japansk under stærk indflydelse af Zenbuddhismen. Der blev eksperimenteret og bygget mange thehuse, ikke mindst i Zentemplerne, hvor de er bevaret til den dag i dag. Selv om Zenbuddhismens idealer var toneangivende og prægede udviklingen meget, optog man også andre ideer og kulturelle elementer, som f.eks. fra kinesik filosofi, Shintōismen og endda alt det nye, som kom med europæerne til Japan. Man var helt åbne for alt og integrerede det hele i en højere enhed. Der opstod en særlig æstetik, som involverede alt fra arkitektur og havekunst til kunst og brugskunst, indretning, blomsterarrangement, madlavning osv.
Der var ingen grænser. Thehuset blev det kulturelle centrum, hvor alt og alle kunne være med. Thehuset blev et fristed fra den omkringværende dagligdag med dens mange problemer, et ligefremt helligt sted, hvor man kunne lade verden bag sig, og samuraierne f.eks. ikke kunne medbringe deres sværd, for - som noget helt unikt i det ellers så rangforordnede Japan - at kunne mødes på lige fod i fred og fordragelighed med andre om noget højere og større end dem selv. For den største af alle themestrene, Sen Rikyū, som gav theceremonien den form, som den har den dag i dag, var det lille therum et sted at praktisere buddhisme, selvdisciplin i en handlingens meditation, hvor alle var lige, og man ikke kunne medbringe sin trivielle hverdag, men kun kunne tale om de større almene fænomener, som filosofi og religion, kunst og naturen - meningen med livet.
Gennem hele den påfølgende Edo periode og frem til åbningen af Japan i midten af d. 19. århundrede, udviklede theceremonien sig i overensstemmelse med tidens behov, selv om den essentielt forblev den samme. Siden da er der sket en yderligere udvikling, og theceremonien og alt, der omgiver den, spiller en overordentligt stor rolle i dagens Japan. Dens æstetiske og adfærdsmæssige idealer er stadig toneangivende og bestemmende for god smag, finkultur m.m. og holder liv i alle de fine japanske kunsthåndværk. Selv om theceremonien stort set finder sted på samme måde og med samme mål som for fire, fem hundrede år siden, har den som noget levende tilpasset sig de skiftende tider, antaget nye former og optaget nye elementer i sig. Og det fortsætter. Der er således tale om en levende kultur, som samtidig med at den forbliver tro mod sine idealer og inderste væsen, hele tiden fornyer sig.
Europæerne fik de første beskrivelser af theplanten og theceremonien af lægen Engelbert Kämpfer, som rejste rundt i Østen og også besøgte Japan i 1690-1692. Siden da kom der ikke rigtig noget, før Okakura Kakuzo i 1906 skrev 'The Book of Tea', som stadig er inspiration for mange. I trediverne kom et større værk og fra sidst i tredserne begynder der at blive skrevet mere på engelsk, samtidig med, at Sen Sōshitsu, femtende generation efter Sen Rikyū, og daværende stor-themester for Urasenke, Japans største familiebaserede theskole, begyndte at rejse rundt i verden for at delagtiggøre ikke-japanere i denne helt unikke kultur med budskabet:
"Peacefulness in a bowl of tea".
Fra midt i 1970'erne åbnede Sen Sōshitsu sin theskole i Kyōto for udlændinge, og det var netop da, at jeg ankom i Japan.
Min egen interesse for japansk thekultur begyndte med læsningen af 'The Book of Tea', da jeg var 19 år, og den kom til at præge min livsstil fra begyndelsen af og under mange rejser frem og tilbage til Indien. Jeg fandt siden et par bøger mere i London, men det var først i en alder af 30 år, at jeg nåede frem til Japan og kort efter fik foretræde for stor-themesteren og påbegyndte et tre års fuldtidsstudie ved skolen i Kyōto. Det blev efterfulgt af mere, og jeg er i dag en anerkendt og fuldt kvalificeret lærer selv. Skolen ønskede, at jeg vendte tilbage til Danmark for at sætte noget i gang der, men jeg ville hellere blive i Kyōto for at leve et ideelt liv med the dér.
Der var dog nogle få tiltag, som et meget succesfuldt arrangement på Nationalmuseet, som kort efter blev fulgt op med en deltagelse i den store Japan udstilling i Brede i 1983. Men så gik det ligesom i stå igen. Dels ville jeg helst være i Kyōto, dels havde jeg ikke råd til at rejse frem og tilbage til Danmark. Men i 2002 tog min ældste datter studentereksamen i Danmark, så min japanske kone og jeg tog dertil, og ved den lejlighed lavede jeg et arrangement på Tokai European Univercity Center i Vedbæk og lavede også the i et lille hjemmelavet thehus hos et medlem af Foreningen for Japansk Inspirerede Haver. Jeg fandt, at der var stor interesse og et udtalt behov for at vide mere om grøn the og japansk theceremoni, og siden da er det gået slag i slag med mange rejser frem og tilbage, et utal af arrangementer for forskellige grupper og ved forskellige lejligheder, hvor jeg dels er blevet assisteret af mange af mine japanske elever, som er taget hele vejen til Danmark for at hjælpe mig - dels af de efterhånden mange elever, som jeg nu har i Danmark.
Når man overfører en plante fra et klima til et andet, kræver den megen pasning, men vil efterhånden akklimatisere sig og en dag kunne klare sig fint. Det er mit håb, at noget tilsvarende vil finde sted med det meget smukke og berigende, som jeg har lært at kende i Japan og nu forsøger at viderebringe og formidle i Danmark.
Da dette nu er et haveblad, vil jeg ikke undlade at sige, at jeg længe har været af den formening, at man ikke skal kopiere den japanske have, sten for sten, træ for træ, og dermed tro, at man har fået sig en japansk have, men overføre filosofien, principperne og teknikkerne og anvende dem på det, der er naturligt her. Danmark har et andet klima og en anden natur end Japan, og det er det, som man skal arbejde med og ikke eksotiske fremmede planter, som vantrives og ser helt unaturlige ud i dansk sammmenhæng. Jeg ville meget gerne lave en have med et thehus her i Danmark. Den ville blive meget forskellig fra alle de "japanske" haver, som jeg har set her, men i sit væsen meget mere japansk end de "japanske".
Det betyder ikke, at jeg synes, at mange af de "japanske" haver, der er blevet lavet her, ikke er smukke og interessante. Det er de.
Den indsats, der er blevet lagt for dagen for at skabe dem, er meget beundringsværdig og er udtryk for en virkelig interesse og kærlighed til denne unikke haveform. Man skal jo begynde et sted, og det naturlige er da først at kopiere. Ved at arbejde med det i praksis, begynder man så at få indsigt i, hvad det virkelig går ud på, lærer af sine fejltagelser, forandrer syn på det hele, og vil måske begynde helt forfra på en ny måde, som giver udtryk for den dybere forståelse, man har fået.
På samme måde med theen og alt det, som omgiver den. Det er også her naturligt først at gøre det præcis som i Japan, og det er her værd at bemærke, at det er det, som japanerne selv forlanger, når de står for at belære fremmede om deres kulturarv. De kan ikke adskille filosofien og principperne fra formen og er tilbøjelige til at insistere på, at det finder sted på nøjagtig samme måde som i Kyōto, med de samme ting og samme virkemidler. Det er godt at lære den oprindelige form og gennem den, at komme helt ind til essensen samtidig med, at man kommer til at beherske alle dens udtryksformer og teknikker. Men når det er gjort, og det skal omplantes (for at blive i havesproget) er det klart, at man må tage hensyn til de lokale forhold og tillade naturlige ændringer, som er i overensstemmelse med de vilkår og udtryksformer, som er tilstede der. Et traditionelt japansk thehus er bygget af naturligt forekommende lokale materialer og fungerer fint i det japanske klima. Sådan et kunne sagtens opføres i Danmark, hvis det var det, man ville. Men hvorfor ikke bygge et af danske materialer og tilpasset det danske klima. Det vigtigste er, at det kan fungere som thehus og danne rammen om det, der foregår og tilstræbes i et thehus. Og på samme måde med den omkringliggende have. Man behøver heller ikke sidde på gulvet, men kan sagtens gennemføre et helt teselskab siddende ved borde, noget man allerede har gjort i over hundrede år i Japan.
Det er nogle ideer, en filosofi, nogle principper, nogle etiske og æstetiske værdier, udtryksformer, måder at forholde sig til hinanden på, til naturen, til tingene, et andet livssyn det drejer sig om. Alt sammen noget, som kan inspirere til nytænkning, forvandling og højnelse af bevidsthedsniveauet og fornyet kreativitet. Noget som kræver tilegenelse af umiddelbart fremmedartede former med henblik på en større forståelse og dybere indsigt, som man så kan bruge til at skabe noget nyt med under andre forhold.
Det er sket før. Impressionismen var inspireret fra Japan. Jugendstilen var det. De danske møbelklassikere, der var som en revolution i møbelkunsten, var direkte inspireret af de kinesiske Mingmøbler.
Studiet af det smukt anlagte aristokratiske "The Paradis", Katsura Rikyū, blev en del af pensum på Arkitektskolen og førte til opførelsen af et stort antal enfamilliehuse, især nord for København, med stringente linjer, stram enkelhed og store vinduer, som udviskede grænsen mellem det indre og det ydre rum, haven; huse, hvor mennesket kom i centrum som det levende skabende element. Og Lousianamuseet. Moderne dansk arkitektur. Også inden for sølvarbejder lod man sig inspirere, og hvor mange keramikere og andre kunsthåndværkere har ikke været på studierejse i Japan for at lade sig inspirere og lære nye teknikker.
Jeg har selv sat nogle danske keramikere til at lave ting til mig - danske ting, som jeg kan bruge til theceremoni - og jeg ønsker at sætte alle mulige andre dygtige kunsthåndværkere i gang med andet, som jeg og de snart mange danskere, som interesserer sig for the kan benytte i stedet for de ting, som vi kan skaffe fra Japan. For de pågældende er det en udfordring, hvor der både skal tages hensyn til æstetik og funktion, som det afspejles i form og størrelse. Noget som åbner nye vinkler, noget som er udviklende, og de har glæde af. Jeg har også tegnet et lille thehus for en af mine danske elever, som er fuldt funktionsdygtigt inden for de ti kvadratmeter, som man kan bygge her uden byggetilladelse. Et havehus, som fungerer som thehus. Og jeg ønsker at sætte gang i meget mere, som kan fungere i the-øjemed, men tilpasset danske forhold. Det er allerede ved at blive realiseret.
THEHUS I HAVEN
Thehuset i thehaven, og det, der foregår der, er et fristed fjernt fra dagens tumult. Det har altid været et fristed i Japan, og er det den dag i dag. Et sted, hvor man ikke kan bringe hverdagen med dens problemer og trivialiteter ind. Et sted hvor man kan finde fred og samhørighed med naturen og sine medmennesker i en ideel smuk og naturlig ramme.
Theen i sig selv indgyder den rette sindstilstand, som afklarende vakt og beroligende højner ens tanker og følelser og hele opfattelse af en selv og omgivelserne, således at man kan værdsætte skønheden i naturen og det menneskeskabte, der er i "The Rummet", og have en oplevelse af enhed med det hele inklusive de andre, der er med. Sublimt og vidunderligt.
En sand og dyb oplevelse, som umærkeligt vil øve sin indflydelse også i det daglige og med tiden ændre ens syn og livsholdning på en meget positiv og livsbekræftende måde.
Det er nogle af de tanker, som jeg har gjort mig med hensyn til omplantningen og akklimatiseringen af den "japanske" kulturplante - den måde den skal dyrkes på og bringes til blomstring og frugt i Danmark.
Copyright © Søren M. Chr. Bisgaard
Kyōto d. 28. juni 2006
KURSUS i CHANOYU
Læs her om Søren Bisgaards Chadō undervisning i Danmark
Alle henvendelser bedes rettet via e-mail til:
s.bisgaard@gmail.com
Redigeret af Søren M. Chr. Bisgaard & Torsten Olafsson © 2006-2010
Design & layout: Torsten Olafsson - www.torstenolafsson.dk