ZAZEN ROKU

Zazen Journalerne • Af Tim Pallis

  1 • Den indiske tradition
  2 • Sakyamuni Buddha
  3 • Bodhidharma
  4 • Den 6. patriark Huineng
  5 • Mazu Daoyi
  6 • Motivation
  7 • Tid og sted til at sidde
  8 • Siddestillingen
  9 • Åndedrættet
10 • Den mentale koncentration
11 • Den erfarne sidders begynder indstilling
12 • Bølgerne på det store stille ocean
13 • Sunyata er økosofisk nuvær

Zazen Roku 9 • Åndedrættet

Af Tim Pallis - 2010

Når man har indtaget siddestillingen, begynder man meditationen med at være opmærksom på åndedrættets ind- og udgående aktivitet. Man trækker vejret gennem næsen og er til stadighed bevidst om alle de følelsesbetonede fornemmelser, som ledsager åndedrættets bevægelse.
Man retter nu opmærksomheden på den nederste del af underlivet, og i begyndelsen kan man forestille sig, at bugen er en ballon, som pustes op hver gang, man tager en indånding. Når man udånder, kan man forestille sig, at ballonen trækker sig sammen igen.

Glem lungerne, brystkassen og kroppen over bæltestedet. At praktisere zazen er en oplevelse, der er meget fysisk. Den mentale koncentration knyttes under meditationen til de fysiske sansefornemmelser, men det er afgjort de fysiske kropsfornemmelser, som er basis for meditationen.

Åndedrættet 1

Åndedrættet (1) *

Derfor skal vi her tale om at praktisere det korrekte bugåndedræt. Bugåndedrættet involverer to forskellige muskelbevægelser: en vandret og en lodret. Mellemgulvet bevæger sig vandret, og væggene i den nederste del af bugen bevæger sig lodret. Mellemgulvet er en tyk muskulær membran, som går på tværs af kroppen, lige under mavesækken.

Når mellemgulvet bevæger sig ned, trækker det vejret ind i lungerne, og når det bevæger sig op, trykker det vejret ud af lungerne. Samtidig med at mellemgulvet bevæger sig vandret nedad og fylder lungerne med luft, opblæses væggene i bugen som en ballon. Under udåndingen synker bugens vægge tilbage i underlivet igen, og mellemgulvet trækker sig opad igen.

Dette bugåndedræt er vort naturlige åndedræt, som tydeligst kan iagttages hos babyer som ligger nøgne på et puslebord. Efterhånden som mennesket vokser op og bliver selvbevidst og fikseret i sin tankeverden, vænner det sig til at trække vejret med brystkassen og glemmer den forankring i bugen, som var dets oprindelige natur.

For at kunne praktisere bugåndedrættet, må man huske ikke at have tøj på, der strammer omkring bæltestedet, så åndedrætsmusklernes bevægelsesfrihed hindres. Man skal også undgå at sidde lige efter, at man har spist. Når maven er fuld, er den i vejen for mellemgulvets opadgående bevægelse, og det kommer til at påvirke det frie og naturlige åndedræt.

Udåndingsfasen er den vigtigste del af bugåndedrættet. Indåndingsfasen passer derimod sig selv og sker ganske automatisk, uden at man bevidst aktiverer de fysiske funktioner. Man skal blot være opmærksom på, hvad der foregår: at luften strømmer ind i organismen, og at bugen udspiles som en ballon. Dette giver en behagelig spænding i bugmuskulaturen eller tanden 丹田, som den hedder på japansk. Denne spænding vedligeholdes under udåndingsfasen.

Under udåndingen må man have anderledes bevidst hold på tingene og koncentrere sig om at tilbageholde åndedrættet, mens man langsomt og bevidst lader luften sive ud så længe som muligt. Dette medfører, at bugmusklerne under hele udåndingen bevarer den spænding, som man opnåede ved indåndingen. Spændingen i bugmuskulaturen må dog på ingen måde forceres. Ret fysiologisk sker der det, at den konstante spænding af bugmuskulaturen modvirker mellemgulvets opadgående bevægelse under udåndingen.

Da strubelåget ubevidst holdes åbent under udåndingen, vil luften i lungerne sive ud lidt efter lidt næsten umærkeligt. Selv om udåndingsfasen er mere bevidst styret, fordi man bevidst tilbageholder luften og lader den sive langsomt ud, må det ikke føles som et pres. Man bør tilstræbe at kunne gøre det så naturligt som muligt. Det kan være lidt svært i begyndelsen, men efterhånden finder man en måde at gøre det bevidst ubevidst, der ikke føles som et pres.

Efterhånden som lungerne tømmes, kan man puste den resterende luft ud i små bølgende stød. Det gælder om at regulere denne udpustning rytmisk og gå så langt som muligt, indtil der ikke er mere luft at give af, og lidt til, indtil udåndingen stopper. Dette er en meget effektiv måde at nærme sig en solid koncentrationstilstand på, som på sanskrit kaldes samadhi. Jo længere udåndingen er, desto hurtigere vil man komme dertil. Men før man kan nå så langt, må øvelsen i at følge åndedrættet modnes og blive til den praksis, som i Zen kaldes shikantaza 只管打坐, som betyder: "kun at sidde af hele sin styrke".

Hovedlinierne i denne åndedrætsteknik er altså som følger:

Indånd naturligt gennem næsen.
Fyld bugen med luft, ikke brystkassen.
Sammentræk musklerne omkring anus.
Hold vejret et øjeblik i den udspilede bug.
Fasthold spændingen i bugen.

Ret opmærksomheden på tanden.
Pust meget langsomt luften ud gennem næsen.
Tøm den sidste luft i små bølgende stød.
Koncentrer opmærksomhed og energi i tanden.
Det bevirker, at skuldre og rygmuskler afslappes.

Åndedrættet 2

Åndedrættet (2) *

Der er Zen mestre, som bestemt ikke vil anbefale, at man bevidst kontrollerer åndedrættet. De mener, at man skal lade være med at tilbageholde udåndingen og ikke bevidst puste vejret langsomt ud. Man skal derimod blot være opmærksom på det naturlige åndedræt og lade det passe sig selv. De bryder sig heller ikke om, at man gør noget særligt ud af bugåndedrættet og kunstigt vedligeholder en spænding i bugmuskulaturen.

Mennesket har omkring 15 vejrtrækningen i minuttet. Det er almindeligt i denne form for zazen, som er beskrevet her, at man nøjes med 4 vejrtrækninger i minuttet. Der findes Zen munke, som træner sig op til at kunne trække vejret blot én eller to gange i minuttet. En gylden middelvej vil nok være en udånding på 8 sekunder.

Men som tiden går, bliver man mere erfaren i sin zazen praksis, og åndedrættet indstiller sig lidt efter lidt af sig selv på en naturlig rytme. Man behøver nu ikke længere bevidst at kontrollere en lang udånding, som kommer af sig selv. Man kan tilmed komme dertil, at åndedrættet bliver så umærkeligt, at man ikke længere er bevidst om det. Det eneste, man nu er bevidst om, er fornemmelsen af styrke i tanden og den strakte rygsøjle. Det er den fineste form zazen.

Når man begynder sin zazen, retter man først opmærksomheden på siddestillingen som sådan. Når man har forvisset sig om, at man sidder godt og ikke kan indrette sig bedre, leder man opmærksomheden ned i bugen, og nu gælder det om at fastholde den der. Det er ikke let i begyndelsen, fordi man endnu ikke har optrænet en indre fysisk koncentration.

Man må optræne sin koncentrationsevne ved bevidst at følge det tilbageholdte vejrs langsomme udslip samt spændingen i bugmuskulaturen. Åndedrætsøvelsens betydning ligger i at udvikle en uafbrudt fokuseret opmærksomhed uden forstyrrende tankevirksomhed. Zen meditationen drejer sig ikke om at manipulere med sin tankevirksomhed, men om at investere sin kropslige identitet i træningen.

Det at være opmærksom på udåndingen kan minde om et langt dybt suk, der er organisk knyttet til både de fysiske sansefornemmelser og den mentale koncentration. Opmærksomheden på den fysiske aktivitet bevirker, at alle muskler i kroppen end bugmusklen afspændes - især nakke og skuldre. Den mentale koncentration bevirker at tankevirksomheden stilnes eller midlertidigt tilbageholdes.

* Fra bogen "Samadhi: Self Development in Zen, Swordsmanship and Psychotherapy" af Mike Sayama. New York, 1986.

Copyright © 2010 by Tim Pallis
Kortere uddrag fra teksten må citeres med kildeangivelse.

› Til kapitel 10 • Den mentale koncentration
› Til kapitel 8 • Siddestillingen
› Til sidetoppen