› Til forsiden
ZAZEN ROKU
Zazen Journalerne • Af Tim Pallis
1 • Den indiske tradition
2 • Sakyamuni Buddha
3 • Bodhidharma
4 • Den 6. patriark Huineng
5 • Mazu Daoyi
6 • Motivation
7 • Tid og sted til at sidde
8 • Siddestillingen
9 • Åndedrættet
10 • Den mentale koncentration
11 • Den erfarne sidders begynder indstilling
12 • Bølgerne på det store stille ocean
13 • Sunyata er økosofisk nuvær
Zazen Roku 11 • Den erfarne sidders
begynder indstilling
Af Tim Pallis - 2011
Man kan måske godt sammenligne meditations-praksis med bilistens agtpågivenhed. Når man kører bil, virker to former for opmærksomhed på samme tid. Én er skarpt fokuseret på et bestemt begrænset område forude. En anden er spredt over et bredt område, på vagt over for det uventede, som kan komme fra alle steder.
I meditationen behøves både en fokuseret og en spredt opmærksomhed. Man skal koncentrere sig om at vokalisere udåndingerne og samtidig være bredt årvågen for ikke at glemme sin praksis. Men det er jo sådan, at jo mere man koncentrerer sig om de enkelte udåndinger, des sværere er det at fastholde den brede årvågenhed.
Skrifttegnet 'suwaru' - at sidde
Kalligrafi af Shōdō Harada Rōshi, født i 1940
Når man begynder at praktisere zazen, er der naturligvis mange vanskeligheder. Lidt efter lidt lærer man at afbalancere den rigtige siddestilling og kontrollere sit åndedræt. Det lyder mærkeligt, at man skal kontrollere noget, som faktisk fungerer helt naturligt af sig selv, når man netop ikke kontrollerer det. Dette er ganske rigtigt logisk set, men vore kropsfunktioner er dybt afhængige af de mentale erfaringer, som i tidens løb har påvirket vort nervesystem. Det er ikke så let at være naturlig, og umuligt for kroppen at opføre sig naturligt, hvis man i sit liv er blevet udsat for alvorlige hændelser.
Jeg tror, man skal være indstillet på, at man hele tiden kan forbedre sin zazen. Jeg tror aldrig, at man når den perfekte form for praksis, således at man kan sige, at nu er min praksis så god, som den kan blive. Det er derfor vigtigt, at man hver dag, man sætter sig ned, begynder forfra med de fundamentale teknikker, som er grundlaget for ens meditation. Det er ligesom en erfaren balletdanser, som hver morgen møder op i træningslokalet og begynder med de grundlæggende trin, som danserne lærte, da de var børn på en balletskole.
Zen meditationshallen i Daitsū-in,
Shōkoku-ji, Kyōto
Drømmen om den perfekte praksis er god nok, men har vanskelighed ved at manifestere sig som konkret virkelighed. Derfor må man til stadighed, selv om man har mange års erfaring, tålmodigt og bevidst arbejde på at få hold på sin siddestilling og sit åndedræt. Efter års praksis erfarer man, at der faktisk er perioder af ens praksis, hvor man ganske ubevidst og uden særlig møje hviler i tanden og rygsøjlen på samme tid i en tilstand af frydefuld væren.
Spændingerne eller smerterne i krop, skuldre, arme og ben er væk, og man mærker en friskhed og styrke i hele sit væsen. Den vedvarende opmærksomhed på åndedrættet har nu skabt en fri forbindelse mellem bevidstheden og ens fysiske situation, som medfører en fornemmelse af, at der er balance mellem ens nervesystem og musklerne i kroppen. Jo mere man praktiserer zazen, des mere kan man efterhånden gøre det helt ubevidst, naturligt og automatisk.
En flot position: Sōtō Zen mesteren
Stéphane Kosen Thibaut, Quebec Zen Center, Canada
Ubevidst praksis er naturligvis bedre end bevidst praksis, men den ubevidste meditation må af sig selv gro ud af den bevidste, viljestyrede indsats. Man kan ikke begynde med at sidde uden at være meget bevidst om, at man gør det. Når man begynder at sidde i zazen, og ens ben og ryg smerter, tænker man på, om ens siddestilling er god eller dårlig, om ens hage er trukket langt nok ind, om man strækker ryggen og nakken på den rigtige måde, om puden nu også understøtter ordentligt, om håndstillingen er korrekt eller om ens åndedræt er langsomt og dybt nok. Der er så mange spørgsmål og bekymringer.
Når man har praktiseret i mange år, mærker man til trods for sin stadige begynder indstilling, at der er stunder, hvor man glemmer alt om, hvordan man sidder og derfor har overladt den bevidste teknik til organismens ubevidste funktioner. Det hele sker instinktivt og uafvidende, og så kan man sidde af al sin styrke lige så længe, det skal være. Men selv om man når dertil i perioder, er det klogt ikke at slappe opmærksomheden på sin praksis. Praksis er en levende aktivitet med fuld opmærksomhed, som udmærket kan være til stede, selv om den refleksive bevidsthed er på vej ud.
Forkerte siddestillinger *
Det er af stor betydning, at man kan bibeholde sin energiske begynder indstilling hele livet. Hvis man slækker på opmærksomheden, sker der nemt det, at ens siddestilling bliver skæv, uden at man er klar over det. Man kan udmærket sidde i en forkert position uden at være bevidst om det. Det værste er næsten, at en dårlig vane kan blive så indgroet naturlig, at man føler, at man sidder skævt, når en eller anden retter på ens position, så man sidder rigtigt igen. Derfor falder man hurtigt tilbage i den skæve stilling.
* Fra bogen "Zen Training: Methods and Philosophy" af Katsuda Sekida. New York & Tōkyō, 1975.
Copyright © 2011 by Tim Pallis
Kortere uddrag fra teksten må citeres med kildeangivelse.
› Til kapitel 12 • Bølgerne på det store stille ocean
› Til kapitel 10 • Den mentale koncentration
› Til sidetoppen
Redigeret af Tim Pallis & Torsten Olafsson © 2009-2011
Design & layout: Torsten Olafsson - www.torstenolafsson.dk