› Til forsiden
ZAZEN ROKU
Zazen Journalerne • Af Tim Pallis
1 • Den indiske tradition
2 • Sakyamuni Buddha
3 • Bodhidharma
4 • Den 6. patriark Huineng
5 • Mazu Daoyi
6 • Motivation
7 • Tid og sted til at sidde
8 • Siddestillingen
9 • Åndedrættet
10 • Den mentale koncentration
11 • Den erfarne sidders begynder indstilling
12 • Bølgerne på det store stille ocean
13 • Sunyata er økosofisk nuvær
Zazen Roku 12 • Bølgerne
på det store stille ocean
Af Tim Pallis - 2011
I Zen buddhismens religionspsykologi beskrives bevidsthedslivet som et grænseløst og bundløst hav. På overfladen af havet er der små og store bølger i konstant uro. I havets dyb er der en zone af evig ro og stilhed. Formålet med Zen praksis er nu at samle sin fysiske og mentale energi i en årvågen enhedstilstand, så bevidstheden umiddelbart kan bevidne naturen af sit eget dyb, der under normale omstændigheder er skjult under tankelivets bølger.
Træsnit af Katsushika Hokusai (1760-1849)
Fra serien "36 Views of Mt. Fuji", 1826-1833
Når bevidsthedens hav er blikstille, uden de mindste krusninger på overfladen, siger man i Zen teksterne, at månen afspejler sig klart i det blanke havblik. Hvis vandet derimod er i uro, og bølgerne derfor forstyrrer den reflekterende overflade, bliver spejlbilledet forvrænget, så man til sidst kun kan se det glitrende lys. Først når havet lægger sig, kan man igen se spejlbilledet af virkeligheden i hele sin uforstyrrede klarhed.
Når man sidder helt ubevægeligt stille i zazen, dæmper man nogle af de bølger, som opstår af ens fysiske bevægelser. Man skaber da ikke længere den distraherende strøm af fysiske sansefornemmelser, som rejser de mange bølger i sindet. Når man dernæst øver sig i at kontrollere sit åndedræt ved at fastholde opmærksomheden på åndedrættet, især den langtrukne udånding, beroliges bevidsthedslivets overflade endnu mere, til det nærmer sig sin spejllignende natur. Så længe den klare bevidsthed brydes af fantasier, dagdrømme, ræsonnerende tankevirksomhed og alle mulige former for for mentale tilstande og aktiviteter, er der langt igen.
Til daglig bruger man megen tid og energi på at vurdere og kommentere alt, hvad der tilfældigt fanger ens opmærksomhed. Det gælder både de indre mentale tilstande og ydre oplevelser. De fleste mennesker er ikke særligt bevidste om disse mentale processer, fordi de er så almindelige og hele tiden skifter til nye emner, som man bliver optaget af. Når man begynder at dyrke zazen, er det derfor overraskende at opdage, i hvor høj grad ens bevidsthed bliver invaderet af tankelivets og sanseoplevelsernes indtryk.
Det er ikke så let at se, at det meste af, hvad der foregår i ens hoved, bare er en endeløs kommen og gåen af forskellige følelsesbetonede fornemmelser og forestillinger. Det er desværre alt for normalt at lade sig føre langt ud i fantasiens land. Vi lever alt for meget i tankernes verden.
Når man tænker på noget, man kan lide eller ønsker sig, har man en tilbøjelighed til at tillægge det en vigtig betydning og en særlig sandhedsværdi, blot fordi man kan tænke det. Helt automatisk begynder sindet at efterstræbe ønskerne, indtil der fremkommer et begær efter dem.
Når man tænker på noget, som man ikke kan lide og ikke ønsker, er der modsat en tilbøjelighed til, at man afviser det, kritiserer det eller hader det, og had kan udtrykkes som vrede. Dagliglivets aktiviteter er ofte et resultat af en sådan forfølgelse eller forkastelse af tanker og oplevelser, og derfor lever vi en ikke ubetydelig del af vort psykologiske liv i begær, vrede og forblindelse. Det kaldes i buddhismen for "de tre gifte" (jap.: sandoku 三毒 ).
Når man i zazen vågner op og opdager, at man er blevet ført væk fra sin meditationspraksis, oplever man samtidig, at de tanker, som opstod i bevidstheden, pludselig forsvinder. Det er denne oplevelse af tankerne og følelsernes flygtige karakter, som lærer én ikke at hænge sig for meget i alle de følelsesbetonede fornemmelser og forestillinger, som ustandselig manifesterer sig i bevidstheden.
Det er dog ikke et formål i sig selv at stoppe enhver tankevirksomhed i zazen. Det er snarere sådan, at mens man forsøger at praktisere zazen, bliver man ubevidst lokket væk fra denne praksis. Det er netop opdagelsen af dette forhold og den umiddelbare tilbagevenden til praksis igen, som er betydningsfuld for Zen træningen.
En af de modstridende sider af Zen træningen er, at man i virkeligheden meget nødigt vil undvære alle de underholdende krusninger og bølger på bevidsthedshavets overflade, men samtidig føler et behov for en grundliggende sindsro og klarhed, så man kan se tilværelsen uden de forvrængninger og forstyrrelser, som bevidsthedslivets bølgeskvulp afstedkommer.
Det er meningen, at de tre aspekter af zazen: Siddestillingen, bugåndedrættet og den mentale koncentration skal indøves og trænes på samme tid. Legemet, åndedrættet og bevidstheden er uadskillelige fra hinanden. Jo bedre ens siddestilling er, des mere naturligt vil ens åndedræt blive, og des roligere vil bevidsthedslivet også være.
Jo klarere bevidstheden er, og jo finere koncentrationen er, des lettere vil det være at strække ryggen på den rigtige måde og udholde de fysiske smerter, som lang tids siddestilling kan medføre. Det gælder om at lære at sidde blødt med en åben og ukritisk opmærksomhed. Det er imidlertid vigtigt at være klar over, at det ikke gælder om at opnå noget, men at lytte til sin egentlige natur, så ens stille udelelige væsen kan vise sig.
Enhvers sidders praksis udvikler sig forskelligt, og de tre aspekter af ens zazen modnes på forskellige tidspunkter. Det tager sin tid, så der er ingen grund til at fortvivle over, at man ikke kan få hold på alle de mange sider af praksis lige med det samme.
Copyright © 2011 by Tim Pallis
Kortere uddrag fra teksten må citeres med kildeangivelse.
› Til kapitel 13 • Sunyata er økosofisk nuvær
› Til kapitel 11 • Den erfarne sidders begynder indstilling
› Til sidetoppen
Redigeret af Tim Pallis & Torsten Olafsson © 2009-2011
Design & layout: Torsten Olafsson - www.torstenolafsson.dk